Kleiner münsterlænder den stående jagthund
Hunderacens historie
Kleiner münsterländer er en tysk jagthunderace, som kan dateres helt tilbage til 1500-tallet.. Den er ikke direkte beslægtet med Grosser münsterländeren, men derimod med små hønsehunde fra Münsterregionen i det nordlige Tyskland. I slutningen af 1800-tallet var racen tæt på at uddø, men et ihærdigt avlsarbejde reddede racen. De fremavlede en allround jagthund, som både kunne spore, apportere og tage stand for vildtet.
I dag anvendes den stadig til jagt. Specielt fuglejagt er dens foretrukne jagtform. Det er en intelligent hund, som nyder samarbejdet med jægeren. Det er ligeledes en fremragende familiehund.
Adfærd og væremåde
Kleiner münsterländeren er en venlig og intelligent jagthund, som samtidig fungerer godt som familiehund. Det kræver dog, at det er en aktiv familie, da denne race kræver en del motion. Gennem en konsekvent, beslutsom, godt lederskab og positiv blid træning evt. med en klikker og masser af godbidder i indlæringsperioden, får man en hund som hurtigt lærer alle øvelser og er glad for at arbejde for sin fører. Tag det dog lidt med ro i indlæringen af øvelser, da denne race er hurtig til at lære og nemt kan overtrænes.
Racen er ikke specielt vagtsom, men kan gør, når der kommer fremmede til huset. På trods af dens høje aktivitetsniveau ude forholder den sig meget rolig og afbalanceret inde.
Udseende, pelspleje og helbred
Hovedet er en anelse hvælvet og snuden er lang. Øjnene er middelstore og mørkebrune. Ørerne er brede, højt ansatte og hængende med langt hår. Halen er højt ansat og langhåret med hvid spids og bæres vandret, når hunden er i bevægelse.
Pelsen er mellemlang og let bølget. Den er samtidig glat og tæt og kræver regelmæssig gennembørstning. Ved børstning to gange ugentligt undgår man, at hunden fælder særlig meget. Kleiner münsterländers pelsfarve er brun/hvid eller brunskimmel. Højden ligger på 52-54 cm og vægt 16-25 kg. Generelt set en sund hunderace.